”Den kgl. opera rejser sig af askepotten”

Med Det Kgl.Teaters nyopsætning af Rossinis La Cenerentola er der gået 40 år siden værket sidste gang kunne opleves på teatret, og 47 år siden det fik sin danske førsteopførelse. Ascolta sender Bechmessers tavle på en rejse tilbage i tiden for at se på hvordan datidens anmelderkorps forholdt sig til Rossinis komiske mesterværk.

At man har at gøre med en verden af i går fremgår ikke blot af, at der i 1957 var otte dagblade med seriøse musikanmeldere, hvoraf ”Land og Folk”, ”Dagens Nyheder” og ”Socialdemokraten” siden har lagt sig i støvet, mens Berlingske Aftenavis transformerede sig til Weekendeavisen. Desuden satte redaktionerne, som det fremgår, en ære i at have deres egen teatertegner ude på stedet, så at der næsten var konkurrence på de fornøjeligt karikerende streger.

Mest overraskende, set med moderne mediebriller, er den generøse spalteplads som anmelderne fik stillet til tilrådighed. Berlingske Tidendes anmeldelse har nærmest karakter af en feature om Rossini og operaens anekdotiske tilblivelseshistorie: ”Det siges at libretto-forfatteren (Jacopo) Ferretti to aftener før jul 1815 besøgte Rossini, som var gået til sengs og under drøftelsen af et opera-emne faldt deres tanker samtidig på den franske opera Cendrillon (af Nicolas Isouard, premiere i Paris 1810, red.) over eventyret om Askepot. ”Skaf mig hele sceneriet til 1. Akt i morgen”, sagde Rossini, vendte sig i sengen og sov. Juleaftensdag mødte Ferretti virkelig med akten, og de følgende scener fulgte i løbet af en fjorten dages tid – hele operaen blev fra Rossinis haand færdig paa siger og skriver 25 dage. Og saa var oven i købet det allermeste af den nyt! Der var dog foruden ouverturen benyttet et par arier fra tidligere tid”. En lidt anden version går på, at Rossini spurgte hvornår han kunne få librettoen, hvortil Ferretti svarede, ”I morgen –hvis jeg bliver oppe hele natten” hvorpå han vitterlig dukkede op med den næste dag. Teksten er i øvrigt et af tidens eksempler på flittigt genbrug. Ferretti havde, snarere end at bearbejde Charles Etiennes franske libretto til ”Cendrillion”, lukreret på Felice Romanis italienske bearbejdelse til Stefano Pavesis ”Agatina, o La virtù premiata” som havde haft en lidet successfuld premiere i Milano i 1814 og hurtigt blev glemt. Agatina blev således hos Ferretti til Angelina. Om Rossinis begrænsede genbrug af numre fra tidligere operaer (overturen var overført fra ”La Gazetta”) kan tilføjes, at han under kompositionsarbejdet brugte en ”neger” nemlig Luca Agolini som udover at skrive en stor del af recitativerne, står bag et af korene samt Clorindas arie i II akt..

På Det.Kgl.Teater havde ”Barberen i Sevilla” været ene om at repræsentere Rossinis samlede euvre efter at ”Wilhelm Tell” sidste gang var blevet opført i 1921. Men takket være en initiativrig ny ledelse og det allestedsnærværende multitalent Holger Boland, blev der nu over de næste år pustet liv i et par af de italienske buffoværker. Udfra overskrifterne og begejstringen at dømme, var ”Askepot” som Boland selv havde oversat og instrueret, et tiltrængt humørbombenedslag i det Kgl.Teaters daværende repertoire. Ikke ulig den altbesejrende virkning som ”Rejsen til Reims” havde på sit publikum ved premieren i 2001.

Pressen skrev
Premieren fandt sted d. 8. September 1957 og samtlige anmeldelser stod at læse dagen efter. De spændte fra uforbeholden begejstring til det let reserverede: ”Rossini-success og Italiener-begejstring” (Berlingske Aftenavis, ved Nils Schiørring) ”Stor sejr for den kgl. opera” (Dagens Nyheder), ”Operaens ”Askepot” et dansk-italiensk eventyr” (Politiken, ved Frede Schandorf Pedersen), ”Ørenfryd og artistisk finslibning” (Ekstrabladet ved Jens Brincker), ”Flot start på operasæsonen” (Land og Folk, ved O.W.), ”Den kgl. opera rejser sig af askepotten” (Kristelig Dagblad ved S.U.), ”Storartet dirigent og glimrende udførelse af Rossinis Askepot” (Berlingske tidende, ved Kai Flor), ”Rossinis ”Askepot” i Stærekassen - koloraturopera på godt og ondt” (Socialdemokraten, ved Hans Voigt).

Anmelderne var enige om at prise Else Margrethe Jeppesen i høje vendinger for hendes udførelse af titelpartiet, og om at Det Kgl Teater havde fået gedigen success på næsten alle punkter; en vellykket sæsonstart, en opsigtsvækkende hovedrolledebut, en løfterig debut for gæstedirigenten Bruno Bartoletti, en success for næsten alle de øvrige sangere på holdet, og en success for instruktøren Boland og scenografen Erik Nordgreen, der havde anlagt ”det 18. aarhundredes stil med smag af Spanien” (Berl.Aft.) ”og silkeskinnende kostumer i lækre technicolor-farver...” (Soc.). Altså ikke ulig den farvestrålende og historicerende stil som David Radok lagde for dagen i ”Rejsen til Reims”. Ligesom Det Kgl.Teater med Giancarlo Andretta endnu en gang har sat en italiener i spidsen for kapellet. Succesrecepten fra 1957 synes at være langtidsholdbar.

Askepot – et svagt værk?
Man kan i dag med en hvis moro konstatere at flere anmelderne fandt det nødvendigt at anlægger en kritisk holdning overfor ”Cenerentolas” musikalske kvaliteter, og påpege at de fandt værket ringere end ”Barberen”. Om dagens anmelderkorps også skulle finde det nødvendigt bliver interessant at konstatere! Mest positivt stemt overfor værket var Berlingske Aftenavis og Berlingske Tidende, omend førstnævnte bemærker at: ”Rossinis Askepot er maaske ikke ligefrem blandt de værker der er uomgængelig nødvendige på en mager sæsonplan”, Politiken mere belærende: ”Barberen er trods alt en mere dramatisk gennemarbejdet opera” mens Brinker affyrer følgende karske salut i Ekstrabladet: ”Det skal ikke forgøgles nogen, at de gaar ind til et musikdramatisk mesterværk. Rossini er ingen Mozart” og ...der er ingen tvivl om, at ”Askepot” ikke rangerer på højde med hans mesterværk. Direkte fordømmende er Land og Folk der næsten leder tankerne hen på Stalins udtalelser om Shostakovitj: ”...der findes et utal af operaer som var vigtigere og værdifuldere at opføre herhjemme... For det lader sig jo ikke nægte at Askepot er et svagt værk. ...i sammenligning med Rossinis mesterværker er det tom rutine, ganske uden den friskhed som f.eks. Barberen i Sevilla har.” Socialdemokraten nøjes med at være lunken: ”...en slags operamæssig show-stil... Musikalsk ”kulminerer” operaen så ofte at den overhovedet ikke får noget virkeligt højdepunkt. Nogen helhed er der heller ikke over den tyndbenede handling...”,”...effekter og numre virker løst og overfladisk klistret på den spinkle, udramatiske handlingsgang. Men når Askepot i de senere år er genoptaget med held på de internationale operascener, hænger det måske netop sammen med denne nummer-agtige, show-betonede stil, hvis effektfuldhed altid vil blive vurderet højt i tider, hvor det mere er solist-præstationen end musikken selv, der har publikums gunst.”.

Ingen bel canto erfaring
Ja, det er ganske vist. Det danske publikum havde dengang for snart 50 år siden, endnu kun få erfaringer med begrebet bel canto, hvor netop de blændende solopræstationer er i fokus. I det hele taget nævnes begrebet ikke én eneste gang, og den relative ukendskab til fænomenet, hvis internationale renaissance endnu kun havde stået på i relativt få år, afføder i Berl.Aft. den pudsige kommentar: ”Askepots parti er usædvanligt derved, at det er skrevet for en altstemme, en klangkarakter, man normalt ikke forbinder med koloraturer”. Hvordan kunne det være anderledes når titler som ”Italienerinden i Algier”, ”Tancredi” endsige den originale mezzoversion af ”Barberen” ikke havde været spillet herhjemme i umindelige tider?
Men uanset holdning til værket udtrykker anmelderne en næsten smittende glæde over helhedsvirkningen. I Politiken gør man en fin observation om, at popularitet også er betinget af kendskab og tilvænning: ”Det var meget betegnende at folk, som forlod salen med Askepot-strofer paa læberne, meget hurtigt gled over Rossinis cresendo-motiver til Barberen´s bagtalelses-toner. Havde ”Askepot” altid eksisteret i glans og herlighed kunne det omvendte lige saa let være sket”.

Bruno Bartoletti
Begejstringen over at de musikalske tråde samles af en italiensk dirigent er næsten til at føle på. Bartoletti fyldte et stort savn efter at opleve ægte latinsk fyrighed fra den kun 24 mans store orkestergrav i Stærekassen som opførelserne var henlagt til, og forventningerne blev indfriet til fulde: ”Suverænt styrede Bruno Bartoletti denne Rossini-forestilling, saa det boblede af vitalitet, og alle detaljer i partituret blev gennemlyst i lutter glæde over Rossini-musikkens overflod” (Pol.). ”Var forventningerne end store med vor prægtige Egisto Tango i erindringen, saa var man dog ikke et øjeblik i tvivl om at fornyelsen for vort teaters opera endnu en gang vil komme fra Italien. Den første spire hertil viste sig i aftes. (Berl.).”Der var klarheden, vågenheden, den spændstige rytme, den bløde strygerklang, de yderst hurtige og de meget langsomme tempoer, sansen for knaldeffekterne – alle de egenskaber, som man forbinder med italiensk operastil (L&F.). Kristelig Dagblad bruger Bartolettis success til at levere en lille stikpille: Så grandiost som Det kgl.Teater i aftes præsenterede Bruno Bartoletti, har man ikke i vor tid bakket en ung dansk kapelmester op på Det. kgl., heller ikke John Frandsen...” men fortsætter: ” Bruno Bartoletti sejrede i aftes, som om han havde et sydlandsk publikum – og var dets kæreste podiehelt – skønt det ingenlunde er let at sejre i et Rossini-opkog som ”Askepot...”. Igen et lille spark til Rossinis musik, modsat Ekstrabladet der bruger Bartolettis success til at pege på værkets kvaliteter: ”...helt hans er æren for et orkesterspil, der nok momentvis er lovlig højlydt, men som har fine pointer og en ægte rossinisk verve i serveringen af den pikant musicerende orkestersats. I tråd med Berlingerens ”Hans straalende maade at musicere Rossini paa bunder ikke alene i sikker indlevelse i italiensk operastil, men ogsaa i at han evner at farve musikken med varm og levende klang. Ja, man fristes næsten til at sætte Giancarlo Andrettas navn i Bartolettis sted, efter den betydning han har haft for genskabelsen af Det.kgl.Teaters omgang med Rossini i det 21.århundrede. Der skal åbenbart en italiener til for at det lykkes til fulde!

Vokaltekniske vurderinger
Karakteristisk for datidens anmeldere er den ofte ret nærgående vurdering af solisternes vokaltekniske færdigheder. En disciplin som i vore dage vel kun praktiseres konsekvent af Børsens Ulrik Cold. Den kærligste medfart får Else Margrethe Jeppesen. Særligt i Politiken: ”E.M.J. lyste som en stjerne, der ville pryde enhver verdensscene med sine aldeles ubesværede koloraturer, sin stemmes egale og varme velklang og sin rørende optrædens naive ynde. Det forunderlige ved hendes sangkunst er ikke alene den pletfri virtuositet, men nok saa meget, at stemmen altid er bevægende, hvor ækvilibristisk den end arter sig”. Og Ekstrabladet går videre ved direkte at sammenligne med verdensscenerne:”Hvor Glyndebournes Maria de Gabarain i altregistret synger som en skægget dame, hvor La Scalas charmerende Giulietta Simionate (sic) indskyder en brystklang der passer bedre for en Eboli, dér forføjer Else Margrethe Jeppesen over en stemme af uovertruffen egalitet og en aldrig svigtende velklang... Hver tone faar sin farve, hver frase sin helhed, hvori roulader og klicheer serveres med megen charme. Berlingeren mere nøgtern: ”Hendes stemme har maaske ikke helt den tætte, lidt haardt perlende karakter, som primadonnaer af italiensk oprindelse og skoling brillierer med, men den har til gengæld en umiddelbar yndig klang...”. ”Hun er lige saa fortryllende , naar hun nynner den søde enkle sang om sin drømmeprins som når hun slynger sine koloraturer ud med vældigt élan.” og man runder af med en formaning til operaledelsen: ”Vogt hende godt de herrer i direktionen. Lad hende ikke slide for meget på stemmen, selv ikke nu, hvor der skal slaas nogle brave slag for operaens genopstaaen”. Dagens Nyheder balancerer ligeledes begejstring med klarsyn: ”Hendes format er ikke stort, men hun udnytter det saa klogt og dygtigt, at det synes at vokse ud over sin begrænsning. Stemmens omfang hører til de sjældne der spænder fra det høje h til det dybe a uden vanskelighed, koloraturerne løber med den yndigste selvfælgelighed.” Hos Socialdemokraten forsømmer man ikke lejligheden til at slå Rossini i hovedet med E.M.J.s succes: ”Og hendes skyld var det i hvert fald ikke, at Askepots mange koloraturpyntede arier ikke forekom videre iørefaldende. På lignende bruger vis anvender Kristeligt Dagblad Niels Brincker som rambuk mod Rossini:”Så usandt det er, at tenorer som regel er udstyret med et tomrum på hjernens plads, så sandt er det at mange operakomponister bahandler tenorer som om det var sandt. Prinsen i ”Askepot” er ingen undtagelse. Ellers var der generelt lovord til Niels Brinckers Don Ramiro, omend det synes som om anmelderne havde ønsket sig noget mere, måske især fordi Else Margrethe Jeppesen gjorde så god figur. ”Niels Brincker blev noget af det glansbillede, Askepot kunne være endt som, nobel i sin sceniske ageren men med en lidt for kølig klang på den noget spæde tenor, som iøvrigt klarede de mange parade-ture med højtgående koloraturer særdeles tilforladeligt.” (Soc.). Don Ramiro blev...netop det glansbillede af en elsker, prinsen er gjort til. Med nydelig, lidt farveløs tenor-klang var hans præstation dog meget sympatisk” (Pol.). Aftenens anden hovedperson blev i højere grad Niels Møller som Dandini; ”Efter sin sidste pragtpræstation som Anckarström i ”Maskeballet” har han nu igen skabt en figur, der viser hans smidighed og sanglige og dramatiske vivacitet paa et nyt højdepunkt. Denne zünftige lakaj...er saa sikkert og morsomt gjort, at alene den er hele aftenen værd (D.N.) ”...sin brilliant klingende stemme og sit fortræffeligt anlagte, forlorent fornemme væsen, umiddelbart lattervækkende hver gang han glemsomt falder ud af rollen...” (Berl.). Men i Socialdemokraten inkasserer Møller følgende røffel: ”...sangligt var præstationen ikke tilstrækkeligt afpoleret, og koloraturer skal nu engang stå knivskarpt og klart, selv om de er ekstra svære at lave for en herrestemme.” Og Ekstrabladet brød sig ikke om Niels Møllers ”...groft overdrevne plebejeriske lader” hvilket man dog tilskrev en fodfejl i Holger Bolands instruktion, som ellers blev modtaget med stor anerkendelse hos samtlige anmeldere.

Den rette mand på rette tid og sted
Med ”Askepot” viste Holger Boland, at han var den rette mand til at genindføre de italienske buffooperaer i det Kgl.Teaters repertoire. Det slidte adjektiv ”uvurderlig” er helt uomgængeligt når man i dag betragter Bolands indsats for at popularisere genren, omend antallet af premierer blev mindre end man kunne have håbet: ”Askepot” gik frem til 1964, i alt 54 gange. I 1965 kom ”Italienerinden i Algier” op, men gik kun i to sæsoner. Herefter fulgte Donizettis ”Elskovsdrikken” i 1972 og i 1974 Rossinis ”Tyrken i Italien” -dog som gæstespil fra Den Jyske Opera. Den Jyske Opera spillede i øvrigt ”Askepot” i 1987, ligesom den Ny Opera opførte den i 1999.
Igor Tomaszewski