Om "Linda di Chamounix"

Medvirkende:

Linda............	Klaudia Kidon
Carlo............	Imre György
Pierotto............	Ann-Kristin Jones
Antonio............	Joachim Knop
Maddalena............	Gertrud Spliid
Prefetto / Marchese............	Hans Lawaetz
Akkompagnatør...........	Alessandro Amoretti

"LINDA DI CHAMOUNIX" DONIZETTIS ØSTRIGSKE GENNEMBRUD

Operaen Maria Padilla som havde premiere på La Scala den 26. december 1841 blev en gedigen succes for Gaetano Donizetti. Det var La Scalas impresario, Bartolomeo Merelli, som havde bestilt den, og han anmodede nu Donizetti om at skrive en opera til Kärntnertor Teatret i Wien som Merelli også var leder af. Forholdet mellem Merelli og Donizetti var ellers alt andet end hjerteligt. Merelli havde 23 år tidligere været librettist på Enrico, Conte di Borgogna Donizettis debut som operakomponist fra 1818. Efter sin tiltræden på La Scala havde Merelli været påholdende med at bestille nye værker fra Donizetti, men havde ikke tøvet med at sætte et af komponistens ukendte værker op for at spare hans honorar. Hvilket Donizetti naturligvis var blevet temmelig indigneret over. I 1841 var Donizetti imidlertid blevet for kendt til at man kunne byde ham en sådan behandling og Merelli gav ham frie hænder til at vælge et forlæg til sin "østrigske" opera. Donizetti valgte et fransk skuespil som han havde set i Paris året før; "La Grace de Dieu" af Adolphe-Philippe d'Ennery og Gustave Lemoine. Gaetano Rossi skrev librettoet, og fjernede alt hvad der måtte forekomme moralsk anstødeligt for de stramme østrigske censorer.

I begyndelsen af marts havde Donizetti fuldendt partituret som han sendte til Wien, mens han selv forblev i Milano og overværede uropførelsen af Nabucco, Giuseppe Verdi's gennembrud på La Scala den 9. marts 1842. Dagen efter rejste Donizetti til Bologna hvor han dirigerede uropførelsen af Rossinis Stabat Mater efter ønske af Rossini, der var for syg til selv at dirigere. Efter den tredje opførelse blev han omfavnet og kysset af den gamle komponist der siden omtalte Donizetti som "den eneste maestro i Italien der forstår at opføre min Stabat sådan som jeg ønsker at høre den". [Rossinis Stabat Mater opføres i Tivolis koncertsal den 18.juni, med bl.a. Anne-Margrethe Dahl og Helge Rønning, og Koncertforeningens kor og orkester].

Forsynet med et introduktionsbrev til den østrigske udenrigsminister Metternich ankom Donizetti til Wien den 27. Marts. Efter tre dages ophold skrev han til en ven: "Wien er smuk, smuk, smuk". Den 4. maj dirigerede han Rossini's Stabat Mater i Kejserens og Kejserindes nærvær, men belært af tidligere bitre erfaringer nærede Donizetti ingen illusioner om sine muligheder for et gennembrud, og skrev d. 15 maj under prøvearbejdet til en ven; "Hvis jeg fortalte dig hvad sangerne synes om den [operaen] ville Du glæde dig, men teatret er som en smuk kvinde der forfører dig med sin applaus, og når Du føler dig sikker på hendes kærlighed, så vender hun ryggen til, og det hele bliver en fiasko. Og så står Du der, med fluer i hånden..."

Donizettis tvivl blev gjort til skamme på premiereaftenen den 19. maj 1842. Få dage efter skrev han til sin svoger; "Maestroen (mig) blev kaldt ud sytten gange alene og sammen med sangerne. Teatret fyldt. Ved den anden opførelse blev en enorm blomsterbuket smidt op til maestro. Teatret forblev ganske fyldt under de i alt sytten opførelser der fulgte - og Wiener publikummets enthusiasme var overvældende". Efter premieren overrakte Kejserinde Maria Carolina komponisten et skærf hvorpå hun i guldtråd havde broderet ordene; "Fra Kejserinden af Østrig til Donizetti på aftenen den 19 maj for operaen Linda". Donizetti fortsatte: "Jeg var omgivet af den Kejserlige familie som om jeg tilhørte den". I juni blev Donizetti udnævnt til Komponist for det Østrigske Hof. En titel som Gluck og Mozart havde båret.

Donizetti begyndte nu på en ny opera for Kärntnertor Teatret, Caterina Cornaro, men lagde den til side, da han næsten samtidigt blev anmodet om en opera til Théâtre Italien i Paris, som var den anden europæiske hovedstad hvor Donizetti i de senere år havde oplevet stor success. Resultatet blev Don Pasquale som fik sin premiere den 3. januar 1843, efter kun 11 dages intens kompositionsarbejde. En rekord som Donizetti selv slog under arbejdet med sin sidste opera for det østrigske publikum; Maria di Rohan, hvis første to akter han, overfor en ven, hævdede at han havde skrevet på 24 timer. Maria di Rohan fik ved sin premiere den 5.juni 1843 en lige så begejstret modtagelse af det østrigske publikum som Linda di Chamounix. Premieren på Caterina Cornaro blev henlagt til Napoli den 12.januar 1844. På det tidspunkt var Donizettis nervesygdom, der skyldtes en venerisk lidelse, tiltaget så meget at han måtte opgive sin kompositionsvirksomhed. Donizetti døde den 8.april 1848 fuldstændigt nedbrudt.

"LINDA DI CHAMOUNIX" I DANMARK

Linda di Chamounix blev herhjemme førsteopført af det italienske operakompani som på foranledning af Chr.VIII var blevet engageret til at spille på Hofteatret fra sæsonen 1841 - 1842. Det italienske operakompani hvis ledelse og besætning vekslede en del igennem de følgende år, var til dels financieret af kongehuset men i høj grad også økonomisk afhængig billetsalget til det københavnske publikum. Frederik VII, der i 1848 efterfulgte Chr.VIII nærede ikke samme interesse for italiensk opera og i marts 1854 fandt de sidste forestillinger sted, hvorefter den italienske direktørs kontrakt ikke blev fornyet af hoffet. Udover at forestå en lang række førsteopførelser af Donizettis operaer i Danmark, var det også det italienske operakompani som introducerede Verdi for det københavnske publikum, med Nabucco (Nabucodonosor) den 21/12 1845, efterfulgt i de næste år af Ernani, Lombardi, Attila, Due Foscari, Macbeth og Rigoletto. De to sidstnævnte blev eklatante fiaskoer hvorimod Ernani var en stor success, som efter premieren i 1846 blev sat op i hver sæson.

I sin bog "Italienerne paa Hofteatret" (Rhodos 1977, side 212) beskriver Gerhard Schepelern operaens førsteopførelse i Danmark; "Den næste Premiere. var den danske førsteopførelse af Donizettis Linda di Chamounix, som skulde blive en af Selskabets mest yndede Forestillinger. Den gaves 12/1 1845 i følgende Besætning:

Linda:..........	Derancourt
Antonio:..........	V. Torre
Vicomten:..........	Benedetti
Pierotto:..........	Bertrandi
Maddalena:..........	C. Zopegni
Godsintendanten:..........	Perez
Markis'en:..........	Paltrinieri
Præfekten:..........	N. Torre
Dirigent:..........	P.Sperati

Handlingen bygger paa det følelsesfulde franske Skuespil "Herren ser dine Veje", som i 1842 var kommet op paa Det kgl. Teater, hvor det i Mellemtiden havde gaaet 12 Gange; det kom ikke siden op.

Operaen fik strax en overbevisende Sukces, som fastslaas i alle Blade. Man glæder sig over Operaens "Rigdom af yndige Melodier" og den i mange Maader udmæerkede Udførelse, som Sperati har en stor Andel i. Derancourt sang godt, men hendes Spil savnede i høj Grad Naturlighed; Bertrandi var derimod udmærket, mens Benedettis præstation skæmmedes af hans musikalske Usikkerhed. N.Torre var glimrende, mens V. Torre forekom lidt stiv i Spillet, og Paltrinieri virkede trods sin musikalske Sikkerhed helt udenfor Rollen. "Mad. Zopegni og Hr. Perez fordærver ikke deres smaa Roller og det er allerede noget".

Linda blev strax et Kassestykke og gik endnu i samme Sæson 14 Gange, af hvilke Kongen overværede de 11 plus en Akt af den tolvte! Efter Premieren noterer han: "skiøn Forstilling" - og flere Gange senere melder han om fuldt Hus. Det indtagende Værk spilledes i flere af de fø1gende Sæsoner, men blev mærkværdigvis aldrig taget op af Det kgl. Teater, som ellers nok - netop med det daværende Personale - skulde have kunnet magte det - i hvert Fald bedre end baade Lucia di Lammermoor og Lucrezia Borgia."

Efter premieren i 1845 blev Linda sat op i seks af de syv efterfølgende sæsoner og var med sine 42 opførelser blandt de syv mest spillede operaer på Hofteatret. Efter Lucia di Lammermoor som en klar nr.et med 83 opførelser, fulgte Lucrezia Borgia (57) Elisir d´amore (53), Ernani (50), Norma (47) og Barbiere (44). Herefter var der et stykke ned til nr, otte La Sonnambula med 19 opførelser. Italienernes genopsætning af Linda di Chamounix i 1848 påkalder sig særlig musikhistorisk interesse: "15/3 bragtes - med nogle Dages Forsinkelse - en Genoptagelse af Linda i fø1gende Besætning:

Linda:..........	Penco
Antonio:..........	della Santa
Vicomten:..........	Ciaffei
Pierotto:..........	L. Stoltz
Maddalena:..........	F. Stoltz
Godsintendanten:..........	G. Galli
Markis'en:..........	V. Galli
Præfekten:..........	Casanova

Ved Premieren var Ciaffei saa hæs, at han maatte give op og forlade Scenen allerede i 1. Akt, hvorefter man spillede videre uden ham; ogsaa Penco var stærk indisponeret. Flere Blade erklærer at ville anmelde en senere Forestilling, men kun et Par af dem gjorde det. Man finder det hensynsløst af Direktionen at gennemføre en Forestilling under saadanne Omstændigheder. Forestillingen blev senere god, især takket være Penco og della Santa; ogsaa Casanova spiller godt, men Stemmen er ikke smuk. L. Stoltz har en god Stemme, men virker forfængelig, selvoptaget og ukunstnerisk i sin Optræden, og F. Stoltz er helt umulig baade i Sang og Spil. Ciaffei synger smukt og varmt men er atter en Gang fjollet kostumeret. J. Galli er fortrinlig, og selv Birollerne er pænt besat. Linda naaede op paa 5 Opførelser, inden Sæesonen sluttede".

Omtalte (Rosina) Penco som sang Linda, var i sæsonen 1847 - 1848 ansat som "primadonna assoluta" i det italienske operakompani. Hun var født i 1823 og hendes optræden i København var hendes professionelle debut. Efter engagementet ved Hofteatret drog Rosina Penco på turné gennem Sverige og Berlin. Efter sin tilbagekomst til Italien i 1851 og engagementer i Trieste og Firenze gik der ikke længe førend Penco blev omtalt som "celebre prima donna". En betegnelse som må have dækket over et stort talent, idet hun af Verdi blev udset til at kreere rollen som Leonore i Il Trovatore ved uropførelsen den 19. januar 1853 i Rom. Verdi havde gerne fortsat samarbejdet med Penco, men til hans ærgelse afslog hun bevidst at påtage sig partier som hun mente ville kræve så store kraftudfoldelser, at det ville skade hendes stemmes fleksibilitet. Penco forblev i det klassiske bel canto fag (Amina i Sonnambula, Elvira i Puritani, Ninetta i La Gazza Ladra) og hendes karriere i primadonnafaget strakte sig over næsten 30 år. Hun tog også Violetta i Traviata og Amelia i Ballo på sit repertoire og høstede megen anerkendelse for sine fortolkninger af disse to klassiske Verdipartier.

"LINDA DI CHAMOUNIX" EN OPERA "SEMI-SERIA"

Gennem sine 26 år som operakomponist fuldførte Donizetti
henved 66 sceneværker, og vekslede karrieren igennem hovedgenrerne; "opera seria", "opera buffa" og "farsa" samt den umage genre "opera semi-seria". Denne hybrid kan føres tilbage til Goldinis libretto til Nicola Piccinis opera La Ceccina o La Buona figliuola fra 1760 og betegnes også som "lagrimoso" stil. Genren kendetegnes ved at selve handlingen er seriøs og rummer en konflikt der munder ud i en kritisk eller fortvivlet situation for operaens hovedperson, men som løses i den lykkelige finale. Der er således lagt op til både gys og glæde, og dermed underholdning for et bredt publikum. I 1789 indfører Giovanni Paisiello i Nina (o sia) La pazza per amore (Nina, eller den vanvittige efter kærlighed) vanvidsscenen, hvor heltinden mister besindelsen, men dog bliver helbredt til sidst. Denne variation af semi-seria nåede sit højdepunkt i 1831 med Bellinis La Sonnambula (Søvngængersken) og afsluttedes med Donizettis Linda di Chamounix. Herefter gik der gå ganske få år førend Verdi med sine psykologiserende dramaer etablerede andre normer for handlingsmæssig troværdighed, og genren mistede sit fodfæste blandt komponisterne og så småt også blandt publikum. At Linda di Chamounix imidlertid har øvet en vis indflydelse på Verdi, ses af de stemningsmæssige ligheder man finder i de første akter af Verdis Luisa Miller fra 1848, der (i lighed med Bellinis La Sonnambula) også udspiller sig i et (tilsyneladende) idyllisk alpeland. Hertil kommer at Verdi på et tidspunkt faktisk udtalte, at han overvejede at komponere et værk á la Linda eller Sonnambula. Set fra et nutidigt synspunkt virker det vanskelig at honorere balancen mellem komedie og tragedie i Linda di Chamounix på en tilfredsstillende måde. En rolle som Marquien er noget af en udfordring for en karakterbas, idet man bag figurens udprægede buffoagtige musikalske ramme bør kunne fornemme hans lumske karakter. I sine foregående værker havde Donizetti med stor præcision forstået at karakteriseret sådanne mørke karakterer, men hensynet til de snerpede østrigske censorer har tydeligvis vejet tungt. Donizetti har vidst at de næppe ville acceptere, at en repræsentant for aristokratiet blev skildret som potentiel forfører af uskyldige bondepiger. På samme måde efterlader Donizetti og librettisten Gaetano Rossi ingen tvivl om at Lindas dyd er intakt operaen igennem, på trods af at Linda og Carlo i andenakten faktisk har boet sammen i flere måneder, og for at imødekomme østrigernes katolske moralkodeks rummer operaen ikke mindre end tre bønner, med tredieaktens Preghiera for fem stemmer à capella som et lyrisk-pastoralt højdepunkt. Denne virkningsfulde sats finder seks år senere en langt mere dramatiske parallel i Verdis Luisa Miller. Linda di Chamounix blev også en af de sidste italienske operaer med en vokalteknisk krævende vanvidsscene af samme karakter som i Anna Bolena og i som rummer alle karakteristika for en typisk "opera seria".

Photo © Opernhaus Zürich Edita Gruberova as Linda in Donizetti's "Linda di Chamounix" in the Zurich Opera Photo © Opernhaus Zürich Edita Gruberova as Linda in Donizetti's "Linda di Chamounix" in the Zurich Opera (with Armando Ariostini as Linda's father) Photo © Opernhaus Zürich Edita Gruberova as Linda in Donizetti's "Linda di Chamounix" in the Zurich Opera (With J. Will as Marchese) Photo © Opernhaus Zürich Edita Gruberova as Linda in Donizetti's "Linda di Chamounix" in the Zurich Opera (with Deon van der Walt as Carlo)

---

Tilbage til Linda

Til toppen

Videre til Handling