Hvad er Bel Canto ?

Om numrene

ANONYM: NAPOLITANSK KLAGESANG.
Af barokspecialisten Claude Genetay dateret til omkring 1620. Den kan have indgået i et af tidens yndede kirkespil. Tekstens udtryk af håbløshed og dyb smerte illustreres med langstrakte klagende fraser på ord som piange---endo = grædende.

GIULIO CACCINI (1546-1618), "AMARILLI, MIA BELLA" (ROM 1601)
Med værket Nuove musiche, skabte Caccini en ny individuel sangstil, hvor den enkeltes følelsesudtryk stod i centrum. Sangstemmen bevæger sig talesangsagtigt henover akkompagnementets akkorder. Stærke følelsesudbrud var især populære. Her en euforiske anråbelser af den skønne Amarilli.

CLAUDIO MONTEVERDI (1567-1643) LA FAVOLA D'ORFEO (MANTUA 1603)
Monteverdis Orfeo regnes ofte som den første gennemkomponerede opera, og indledes meget passende med Musicas prolog "Io la musica son". Her beretter musikkens muse om musikkens mange formål. Den kan opildne, berolige, indgyde harmoni og meget mere. Hun introducerer sangeren over alle sangere Ofeus, der med sin sang og sit lyrespil kunne bevæge de vilde dyr og åbne portene til underverdenen.

GIOVANNI B. PERGOLESI (1710-1736) LA SERVA PADRONA (NAPOLI 1733)
SERPINAS ARIE "STIZZOSO, MIO STIZZOSO"
Med operaen Tjenestepigen som herskab grundlagde Pergolesi den komiske opera, der i begyndelsen blev brugt som et muntert indslag mellem akterne i de tragiske operaer. Serpina er den frække tjenestepige, der i arien gør tykt nar af sit herskab, den gamle latterlige Uberto, og siden narrer ham til at indgå ægteskab. Med disse to personer skabte Pergolesi to klassiske operatyper, soubretten og buffobassen.

GEORG FRIEDERICH HÄNDEL (1685-1759) RINALDO (LONDON 1711)
ALMIRENAS ARIE "LASCIA CH'IO PIANGA"
Rinaldo foregår i korstogstiden. Operaen var Händels første store italienske operasucces i London. Almirea holdes fangen af troldkvinden Armida, og hun beder med gråd i stemmen om sin frihed. Den geniale måde, hvorpå Händel viser gråden i ariens afbrudte fraser er blot et af utallige eksempler på hans evne til at levendegøre de menneskelige affekter i sang.

HÄNDEL "LET THE BRIGHT SERAPHIM" FRA ORATORIET "SAMSON" (1743)
Efter at Händels operaforetagende var kørt i sænk økonomisk, forsøgte han med held at indhente det tabte med sin oratorier. Affektarierne flyttede med over i denne genre. I den israelitiske kvindes brillante arie, hvor hun hylder den afdøde Samson, tager hun kampen op i duet med en trompet: Lad de lysende serafimer blæse de deres højtløftede engletrompeter, synger hun. I den lyrisk mol-mellemdel beder hun kerubimerne røre deres udødelige harper.

W.A.MOZART (1756 - 1791) NOZZE DI FIGARO (WIEN, 1786)
CHERUBINOS ARIE "VOI CHE SAPETE"!
Mozart anvendte også improviserede udsmykninger i sine arier, men det har eftertiden glemt eller ønsket at glemme. Hans musik er blevet sakrosankt og må ikke røres. I denne velkendte arie, hvormed pagen Cherubino indynder sig hos grevinden og Susanna, forsøger vi trods ovenstående at indlægge nogle ornamenter. Læg mærke til, hvorledes der opstår nye nuancer, når der skabes variationer over de (måske alt for) kendte sanglinier. Cherubino er, ligsom Orsini , en "bukserolle" for mezzosopran.

W.A.MOZART: COSI FAN TUTTE (WIEN, 1790)
FIORDILIGIS ARIE "COME SCOGLIO." I denne ophidsede arie forsikrer Fordiligi to tyrkiske bejlere om, at hun og hendes søster er trofaste mod deres kærester. De tyrkiske bejlere er de selvsamme kærester i forklædning. Ophidselsen giver sig udtryk i at hele arsenalet af bel cantoets udsmykninger tages i brug: store spring, koloraturer og triller. Arien er på kanten af det parodiske, fordi den skal være kontrast til en senere arie, hvor Fiordiligi må besinde sig på, hvem hendes følelser egentlig tilhører.

GIOVANNI PAISIELLO (1740-1816): NINA, O SIA LA PAZZA PER AMORE (NAPOLI 1789)
NINAS ARIE "IL MIO BEN QUANDO VERRÀ",
Paisiello var mest kendt for sine komiske operaer, som Barberen i Sevilla (1792). Med Nina, eller den vanvittige af kærlighed om Nina som har mistet sin forstand da hun tror at hendes elskede er blevet dræbt, udviklede Paisiello den "halv-seriøse" operagenre (opera semiseria), hvor komiske og tragiske elementer sammenvæves. Operaen blev meget populær og fik stor betydning for Bellini idet Nina blev forbillede for hans romantiske heltinder, hvis vanvid udløses af en tragisk hændelse. Begyndende med Imogene i Il Pirata (Piraten) i 1826 og kulminerende med I Puritani (Puritanerne) fra 1835, hvor Bellini under kompositionsarbejdet noterede, at Elviras vanvidsscene ville blive i stil med Ninas arie.

GIOACHINO ANTONIO ROSSINI (1792-1868), OTELLO (NAPOLI 1816)
DESDEMONA OG EMILIAS DUET FRA 1.AKT "VORREI, CHE IL TUO PENSIERO",
Otello (eller; Otello, ossia il moro di Venezia) blev en af Rossinis store succeser i Napoli, og samtidig genreskabende, idet Rossini indførte det tragiske operadrama med mord og selvmord for åbent tæppe. Dette var så uacceptabelt for flere af de italienske operahuse, at Rossini måtte komponere en alternativ lykkelig slutning. I Berio di Salsas version af Shakespeares drama er handlingen henlagt til Venedig. Desdemona og Otello har holdt deres ægteskab hemmeligt, og Desdemonas Far, Elmiro, tror sig i stand til at bortlove sin datter til Rodrigo. I duetten aner Desdemona (sopran) uråd og frygter for hvordan situationen vil udvikle sig. Kammerpigen Emilia (mezzosopran) mærker det og prøver at berolige hende.

VINCENZO BELLINI (1801-1835) LA SONNAMBULA (MILANO 1831)
AMINAS ARIE "AH, NON CREDEA MIRARTI" OG CABALETTA "AH! NON GIUNGE"
Sicilianskfødte Bellini vandt på kort tid ry for sin udprægede talent for langtspundne melankolske melodier, hvilket Aminas slutarie er et smukt eksempler på. Handlingen er henlagt til en schweizisk landsby i begyndelsen af det nittende århundrede, hvor den forældreløse Amina er ringforlovet med den rige bonde Elvino, som tager ringen tilbage da Amina en morgen findes sovende i Grev Rodolfs værelse. Da Amina senere ses gående i trance (ariens langsomme del, "Ah, non credea Mirarti") på en tagkant, højt over byens vandmølle, forstår alle at hun er søvngængerske og dermed uskyldig, Elvino sætter ringen på den sovende Aminas finger, hvorpå hun vågner og udtrykker sin glæde over deres genforening (ariens hurtige cabaletta del, "Ah! non giunge").

GAETANO DONIZETTI (1797 - 1848) LUCREZIA BORGIA (MILANO 1833)
ORSINIS BRINDISI (DRIKKEVISE) FRA 2.AKT "IL SEGRETO PER ESSER FELICI"
Donizetti som gennem sin 26 årige komponistkarriere skrev mere end 60 operaer, fuldendte Lucrezia Borgia på henved tre uger, og den blev i løbet af få år en regulær verdenssucces. I København var Lucrezia Borgia den andenmest spillede titel på Hofteatret i perioden fra 1841 til 1853. Lucrezia Borgia rummer passager som åbentlyst har inspireret Verdi da han næsten tyve år senere skrev Rigoletto. I drikkevisen priser den unge adelsmand Orsini vinen som hemmeligheden bag glæden, uvidende om at han og hans venner er dødsdømte, idet Lucrezia Borgia har hældt gift i de liflige dråber.

GIOVANNI PACINI (1796 - 1867) CARLO DI BORGOGNA (VENEDIG 1835)
LEONORA OG ESTELLAS DUET FRA TREDJE AKT "QUAL D´UN ANGELO NEL CORE"
Pacini var en af de bel canto komponister, der stod i skyggen af Rossini, Donizetti og Bellini. Hans opera om despoten Karl den Dristige fik en pragtpremiere på La Fenice, men blev modtaget med kølighed af publikum. Fiaskoen gav Pacini et kreativt knæk og i næsten fem år hørte offentligheden ingen nye kompositioner fra hans hånd. Noderne lå hengemt i 166 år indtil det engelske pladeselskab OperaRara indspillede Carlo di Borgogna og afslørede at værket rummer kompositioriske og dramatiske kvaliteter der undertiden lyder som et præekko af den unge Giuseppe Verdi. I duetten konfronteres de to rivalinder Leonora -som Carlo af politiske årsager står for at skulle ægte, med Estella, Carlos forsmåede kærlighed som tror Carlo har dræbt hendes far. Den hævngerrige Estella (mezzosopran) har taget Leonora (sopran) til fange og er i stand til at dræbe hende, men overrasker ved at vise storsind, og lader Leonora gå fri, hvilket Pacini skildrer i en energisk cabaletta, efter duettens lyriske indledning hvor de to rivalinder beklager sig over at de gensidigt har formørket hinandens lykke og kærlighed til Carlo.