"Belcanto i Sommernatten"

Om Numrene

Giovanni Simone Mayr (1763 - 1845)
Ginevra di Scozia (Trieste, 21. April 1801)
Johan Simon Mayr, som fødtes nær Ingolstadt i Bayern som søn af en landsbyorganist, blev en af de mest indflydelsesrige komponister i Italien i årene inden Rossini fik sit gennembrud. Mayr uddannede sig i Venedig, og hans flair for at kombinere effektiv tysk-østrigske orkestreringsteknik med italiensk melodirigdom vandt anerkendelse overalt i Italien, hvor han bosatte sig i byen Bergamo og blev lærer i komposition for Gaetano Donizetti.

I duetten "Per pietà, deh! non lasciarmi" fra anden akt af operaen Ginevra di Scozia med tekst af Gaetano Rossi, møder vi kongedatteren Ginevra, hvis liv og ære nu skal forsvares af Ariodante som hun elsker, men som ikke må give sig tilkende for hende. Ligeså elsker Ariodante Ginevra, men holder sig formummet bag sit visir. Begge pines af længsel efter hinanden, men må udholde adskillelsens smerte. En trompet kalder Ariodante til kamp, som han naturligvis vinder, hvorefter de to elskende kan blive forenet.

Vincenzo Bellini (1801 - 1835)
Beatrice di Tenda (La Fenice, 16. Marts 1833)
I september 1832 overværede sopranen Giuditta Pasta sammen med Bellini en ballet på La Scala, Beatrice di Tenda af Antonio Monticini, over en tragedie af Carlo Tedaldi-Fores, og emnet inspirerede dem begge. Det blev Felice Romanis lod at skrive librettoen, men hans mange samtidige forpligtelser overfor komponisterne Donizetti, Coccia, Mercadante og Majocci førte til en langsom og fragmenteret arbejdsproces. Bellini fik tilsendt få sider med vers ad gangen, hvilket gjorde det svært for ham at arbejde koncentreret, og han følte sig syg og frustreret over sin kontraktforpligtelse overfor La Fenice. Premieren blev ikke nogen success, og Bellini og Romani beskyldte hinanden gensidigt for hastværksarbejde og sjusk, men bortset fra at handlingen er tungt forudsigelig, tragisk og uden lyspunkter rummer operaen mange smukke numre og formidable ensembler.

Handlingen udspiller sig på Castello di Binasco i 1418 og bygger på en historisk begivenhed: Beatrice di Tenda havde giftet sig med Filippo Maria Visconti (1392-1447) på sin døende mands foranstaltning. Han var den store hærfører, Facino Cane, der under sin tjeneste hos Visconti-hertugerne af Milano havde erobret herredømmet over store områder. Fillipo der i operaen er blevet træt af Beatrice og i stedet har kastet sin kærlighed på hofdamen Agnese, lader Beatrice anklage falsk for utroskab, hvorunder den ligeledes uskyldige Orombello torteres og dømmes til døden.

Anden akt - scene 2:
Et forrum til fangehullerne. Beatrices henrettelse er nært forestående. Hun har ikke talt under torturen, men kan dø med æren i behold. Hun forbander Filippo og den person, der hjalp ham med hans forbryderiske plan, uvidende om at det er Agnese, der nu kommer styrtende og kaster sig for hendes fødder. Da Beatrice indser sammenhængen, bliver hun vred og råder Agnese til at forsvinde, for hun ønsker ikke at synet af hende skal få Beatrice til at udtale en forbandelse med sit sidste åndedrag. Nu høres imidlertid Orombellos stemme i baggrunden (Trioen "Angiol di Pace"). Fra sin celle beder han om styrke til at kunne tilgive. Og nu hvor Orombello kan tilgive, kan Beatrice også. Hun tilgiver Agnese, der sværger at tilbringe resten af sit liv med at angre og sørge over sin svigefuldhed.

Vincenzo Bellini
I Capuleti e i Montecchi (La Fenice, 11. Marts 1830)
Teksten til denne Tragedia lirica i to akter var forfattet af Felice Romani efter hans egen libretto til Vaccais opera Giulietta e Romeo. Materialet er hentet i et samtidigt skuespil fra 1818 af Luigi Sceola som igen bygger på Matteo Bandellos roman fra 1500-tallet, 'Giulietta e Romeo', der ligeledes har inspireret William Shakespeare til sin version af tragedien. Bellini som kort forinden havde oplevet sin karrieres første fiasko med operaen Zaira, der efter premieren i Parma kun gik otte gange, genbrugte mange af numrene fra det underkendte værk, og opnåede gevaldig succes med I Capuleti e i Montecchi der på får år nåede udover hele Europa. Operaen kunne første gang høres i København i 1835, under det Slesvig-Holstenske Hofteaters gæstespil. Den kom siden på det Kgl. Teaters repertoire i en dansk oversættelse, og blev opført sidste gang på Det Kgl. Teater i 1860.

Handlingen udspiller sig i Verona i det trettende århundrede.
Romeo af Montecchi-klanen, har under et slag dræbt sønnen af Capelio, Capuleti klanens overhoved, og Capelio ønsker kun hævn. Romeo ankommer til Capellios hof som gesant, med forslag til en fredstraktat. Der er ingen i Capuletti-klanen der ved hvordan Romeo ser ud, fordi han har været borte fra Verona siden sin barndom, og han i forsøger i førsteakts arien "Ascolta, Se Romeo, t´uccise un figlio" at tale fornuft med Capellio. Det var aldrig Romeos mening at dræbe Capellios søn. Det var skæbnen der ville at han blev dræbt i kamp. Romeo sørger endnu dybt derover, og vil selv gerne være som en søn for Capellio.

Gaetano Donizetti (1797 - 1848)
Lucrezia Borgia (La Scala, 26. December 1833)
Enhver italiensk borger i slutningen af 1400 årene gyste, når man nævnede navnet Borgia. Denne adelsfamilie, hvis overhoved havde sat sig på Paveembedet, skyede ingen midler for at vinde kontrollen over det splittede land. Snigmord på politiske modstandere hørte til dagens orden og man anvendte gift i alle variationer, eller blot en kniv i ryggen. Datteren Lucrezia havde desuden ry for at være den inkarnerede usædelighed og et villigt redskab for faderens og broderens (magt)liderlighed. En saftig historie som blev behandlet af Victor Hugo, hvis skuespil fra 1832 dannede grundlag for Felice Romanis libretto. Donizetti skrev operaen på ca. tre uger. Han havde allerede samme år skrevet tre andre operaer som alle havde haft succes, og selv om kritikerne modtog Lucrezia Borgia med en vis lunkenhed, blev det en formidabel publikumstræffer som gik 33 gange i løbet af sæsonen, for snart efter at nå ud over hele den operadyrkende verden.

Prolog
Lucrezia Borgia har født en søn i dølgsmål, Gennaro. Han er nu en ung og nobel mand, men har aldrig erfaret sin moders identitet, som Lucrezia har hemmeligholdt. I operaens prolog ser man at Lucrezia (gift med Don Alfonso, Hertug af Ferrara) møder sin søn, inkognito, om natten under en fest i Venedig. Dette iagttages på afstand af Don Alfonsos spion, som tror at Gennaro er Lucrezias elsker.

Første akt
Gennaro opildnes af sine venner til at bevise sin foragt for Borgiaerne, hvilket han gør ved at hugge B´et af våbenskjoldet udenpå Borgiafamiliens palads, så at der står "orgia" (orgie). Lucrezia som hører om denne udåd er rasende og hun kræver af Don Alfonso, at han skal love at straffe misdæderen med døden uvidende om, at den er begået af hendes søn. Den skadefro Don Alfonso lover dette, og giver tegn til at den pågrebne føres ind. Da Lucrezia ser at det er Gennaro fryser blodet til is i Lucrezias årer.

Gennaro føres atter ud, og Lucrezia og Don Alfonso er nu i enerum. "Soli noi siamo". Her begynder det udsnit fra operaen som blev bragt ved koncerten den 14. Juni. En psykologisk duel mellem de to magtmennesker tager sin begyndelse. Den før så blodtørstige Lucrezia ønsker nu at spare den unge mands liv og siger, at tilgivelse er en kongelig dyd, men Don Alfonso svarer, at han ikke kan bryde sit løfte om at forbryderen skal dø. Da Lucrezias forbøn bliver for insisterende, leverer Don Alfonso hvad han tror er det afgørende slag: Lucrezia ønsker at skåne Gennaro, fordi han er hendes elsker. Hvis Lucrezia vil bevise, at hun alligevel elsker Don Alfonso, kan hun gøre det ved at lade Gennaro dræbe efter eget valg af metode: Enten lade ham stikke ned eller drikke gift. Lucrezia siger advarende til Don Alfonso, at han er hendes fjerde mand, men han svarer: "Her i Ferrara er Du i min magt! Vælg, vælg!". Lucrezia beder fortvivlet om, at Gennaro ikke skal dø ved kniven. Gennaro føres nu ind og modtages til sin forbavselse af en venlig og tilgivende Don Alfonso, der ønsker at slå en streg over hændelsen ved at drikke en forbrødrende skål med ham. Alfonso tvinger Lucrezia til at skænke vin op til Gennaro fra guldkaraflen (den med gift). I trioen "Guai se ti sfugge un moto" advarer Don Alfonso den forfærdede Lucrezia mod at ytre et eneste advarende ord. Gennaro fatter ikke uråd. Han er forbavset over Hertugens godhed, og tænker at det må være hans bønner til sin ukendte moder, der nu er gået i opfyldelse. Gennaro tømmer glasset. Hertugen forlader rummet, og ikke såsnart vender Lucrezia sig mod Gennaro med ordene: Ulykkelige, du har drukket gift (duetten "Infelice il veleno bevesti") og giver ham en ampul med modgift som den forfærdede Gennaro indtager.

Anden akt
(fra Operaens "Finale Nuovo" til repremieren på La Scala i 1840) Lucrezia har forgivet nogle unge adelsfolk, som har fornærmet hende og uvidende om at hendes søn er i deres selskab har Gennaro drukket gift for anden gang. I arien "M´odi... Ah! M´odi" røber Lucrezia endelig at Gennaro er en Borgia og sågar hendes egen søn. Gennaro har stadig tilstrækkeligt med modgift tilbage i ampullen til at kunne redde sig selv men da det ikke rækker til hans venner foretrækker han at dø med dem. I sin arie "Madre se ognor lontano" beder Gennaro sin moder om at kunne dø med hovedet hvilende på hendes bryst. Han udånder og Lucrezia bryder sammen over hans lig.

Vincenzo Bellini (1801 - 1835)
Norma (La Scala 26. December 1831)
Ærkedruiden kalder druiderne sammen. Det er tid for nymåneceremonien, og for at gå op i bakkerne og betragte månen, indtil ypperstepræstinden, Norma, kommer for at skære misteltenen. Druiderne håber på tegn fra månegudinden, Irminsul om at bryde fredstraktaten med romerne og gå i krig. Norma kommer ind, iklædt sin præstindedragt og hyldes af de forsamlede druider, som spørger om det ikke snart er på tide at angribe romerne. Gudinden svarer gennem Norma, at tiden endnu ikke er inde. Hvis de forsøgte nu, ville de lide grufuldt nederlag. I arien "Casta diva" skærer Norma misteltenen og beder Gudinden give hendes folk tålmodighed.

Donizetti
Lucia di Lammermoor (Teatro San Carlo, 26. September 1835)
Opera seria i 3 akter, delt i 7 billeder. Teksten, af den napolitanske librettist Salvatore Cammarano (1801-1852), hvis fyrretyve libretti blev anvendt af tidens betydeligste musikere, byggede på romanen The Bride of Lammermoor (1819) af den skotske forfatter Walter Scott (1771-1832), som havde skrevet den over en virkelig hændelse i Skotland i 1669. Urpremieren på San Carlo-Operaen i Napoli med Fanny Tacchinardi-Persiani som Lucia og Gilbert Duprez som Edgar blev en kolossal succes, hvorefter operaen gik sin sejrsgang over hele verden. I København, hvor Det kgl. Teater i 1832 havde uropført Ivar Frederik Bredals opera Bruden fra Lammermoor med tekst af H.C. Andersen over samme historie, opførtes operaen første gang af det italienske operakompagni i Hofteatret den 6. januar 1842 og blev med sine 83 opførelser gennem 10 sæsoner den suverænt mest populære opera på en italienske operatrups repertoire. Først i 1857 kom den op på Det kgl. Teater, hvor den gik til 1866, i alt 22 gange. Siden er den ikke hørt i København, bortset fra i 1959 hvor den opførtes af en italiensk trup på Falkonercentret, og i 1966 samme sted med Joan Sutherland i titelpartiet. Sidste opførelse med danske kræfter var 13. maj 1989 som koncert i Tivoli med Inga Nielsen i titelrollen, og senest har Malmö operaen opført Lucia på gæstespil i Hedeland.

Første akt
Lucia elsker Edgardo (Edgar), men hans slægt ligger i fjendskab med Lucias egen. Hendes rænkefulde broder Enrico (Lord Henry Ashton) nærer bekymring for den politiske udvikling i Skotland og ser sin eneste redning i et ægteskab mellem Lucia og den indflydelsesrige lord Bucklaw. Men Lucia har afslået at gifte sig med ham. I arien "Cruda funesta smania" giver Enrico udtryk for sin hævntrang overfor sin søster, som han føler har svigtet familiens ære.

I parken mødes Edgardo og Lucia (duetten "Sulla tomba"). Han skal rejse til Frankrig og vil tage afsked med hende, men først vil han forsone sig med hendes broder, hvis slægt har berøvet hans egen familie deres godser. Lucia frårader ham indstændigt at opsøge Enrico; hun beder ham huske på deres kærlighed, og de bytter ringe ("Qui di sposa eterna fede") som pant på deres forlovelse.

Anden akt
Ved hjælp af et fingeret brev har Enrico givet Lucia indtryk af, at Edgardo har svigtet hende og til sidst føjer hun sig efter broderens ønske. Lord Bucklaw er lykkelig over, at Lucia endelig har indvilliget i at blive hans hustru, men netop som hun har underskrevet ægteskabskontrakten, styrter Edgar ind. Da han ser, at hun har sat sit navn under kontrakten, kaster han hendes ring på gulvet og tager også sin egen tilbage. Alle der er tilstede, Edgardo, Enrico, Lord Bucklaw, Lucia, hendes hofdame Alisa og Lucias opdrager Raymondo, er slået med forbavselse og forfærdelse. Deres følelser skildres i sekstetten "Chi mi frena in tal momento?" ("Hvad holder mig tilbage i dette øjeblik"). Edgardo tvinges ud af salen, og Raymond søger at trøste den fortvivlede Lucia som stadig elsker Edgardo lige højt.

Tredje akt
I brudekammeret dræber Lucia Bucklaw med hans sværd. Raymondo der er den første som ser dette, afbryder de feststemte gæster og fortæller i arien "Dalle stanze ove Lucia" om den grusomme hændelse og om hvordan den sindsforvirrede Lucia med det blodige sværd i hånden spørger efter sin brudgom Edgardo. Bryllupsgæsterne samler sig i en bøn "Ah quella destra di sangue impura" om at denne blodstænkede forbandelse ikke må ramme dem.

Tekst ved Igor Tomaszewski, med citater af Anne-Catrine Rasmussen, Steffen Juul, samt Gerhard Schepelern.

---

Tilbage til oversigt

Til toppen

Videre til Medvirkende