DONIZETTI LUCIA DI LAMMERMOOR : Opera seria i 3 akter / 7 billeder. Førsteopført på San Carlo Operaen i Napoli den 26. september 1835. Den napolitanske librettist Salvatore Cammarano (1801-1852), som forfattede mere end fyrre libretti til tidens betydeligste komponister, byggede sin tekst på romanen The Bride of Lammermoor (1819) af den skotske forfatter Walter Scott (1771-1832), som skrev den over en virkelig hændelse i 1669. Det var Donizettis 45´ne opera og premieren på San Carlo, med Fanny Tacchinardi-Persiani som Lucia og Gilbert Duprez som Edgar, blev en kolossal succes. Snart efter gik Lucia sin sejrsgang over hele verden. I København, hvor Det kgl. Teater i 1832 havde uropført Ivar Frederik Bredals opera Bruden fra Lammermoor med tekst af H.C.Andersen over samme historie, opførtes Donizettis opera første gang den 6. januar 1842 af det italienske operakompani på Hofteatret. Med 83 opførelser gennem 10 sæsoner blev Lucia den mest populære opera på Hofteatret. I 1857 kom den op på Det kgl. Teater, hvor den gik til 1866. I alt 22 gange. Siden er Lucia ikke blevet opført med dansk besætning, bortset fra en koncert i Tivoli 13. maj 1989 med Inga Nielsen i titelrollen.

HANDLINGEN: Lucia elsker Edgar (Edgardo) af Rawenswood og de to elskende udveksler ringe som pant på deres kærlighed. Men Lucias broder Henry (Enrico) hader Edgar, og ønsker i stedet at gifte søsteren bort til den magtfulde lord Arthur Bucklaw. Henry starter et rænkespil og får Lucia til at tro at Edgar har svigtet hende. Sønderknust underskriver hun ægteskabskontrakten med Lord Bucklaw. Da bryllupsfesten er i gang ankommer Edgar pludselig, og da han ser Lucias underskrift kaster han hendes forlovelsesring på gulvet, og tager sin egen tilbage. Gæsterne forbavses over dette uventede optrin, men Edgar tvinges ud af salen og den muntre fest fortsætter. Lucias lærer, Raymond vil trøste den fortvivlede Lucia, og da han træder ind brudekammeret mødes han af et forfærdende syn: Lucia har dræbt lord Bucklaw med hans daggert, og spørger sindsforvirret efter den mand som hun skal giftes med. I sin blodbestænkede underkjole går Lucia ned ad trappen til de rædselsslagne gæster. Hun fantaserer om sit bryllup med Edgar, falder i svime og dør.

VANVIDSSCENER, hvor en kvindelig hovedperson mister kontakt med omverdenen, havde været kendt i italiensk opera siden midten af 1700 årene,men opnåede universel popularitet med Bellinis vanvidsscene for Imogene i Il Pirata fra 1827. Denne grundfæstede den romantiske opera i Italien, og i Donizettis Anna Bolena fra 1830 nåede skildringen af hovedpersonens psykologiske deroute nye højder. Den forrykte sindstilstand gav komponisterne anledning til at skrive virtuose og krævende koloraturpassager som illustration af, at personen befandt sig hinsides al normalitet. Disse afsluttende bravurscener blev gennem 1830´ne et højdepunkt som publikum afventede med spænding, og for at opnå den optimale virkning måtte komponisterne kende det vokale potentiale hos de sangerinder som skulle udføre dem. Donizetti havde allerede skrevet ét titelparti Rosmonda d´Inghilterra (1834) for den purunge Fanny Tacchinardi-Persiani (1812 - 1867). Persiani var på kort tid blevet kendt for sin præcise intonation, ekceptionelle koloraturformåen og tilsyneladende ubegrænsede højde, som betød at hun trods et relativt lille stemmevolumen kunne trænge igennem orkesterklangen (som pga.datidens instrumentkvalitet heller ikke var så kraftig som i dag). Disse evner gav Persiani et nærmest overnaturligt ry, og gjorde hende til et ideelt valg til Lucia. Donizetti deler vanvidsscenen op i fire dele. Først recitativet "Il dolce suono" som veksler mellem motiver hørt tidligere i operaen, spillet i dur og moll tonalitet, hvilket giver en følelse af déja vu og indtryk af splittelsen og forvirringen i Lucias sind. Så følger Lucias bryllupsfantasier i maestoso afsnittet "Ardon gl'incensi" som især er kendt for sopranens parallelkadence med solofløjtenisten. Denne passage er ikke skrevet af Donizetti selv, men blev indført af en kendt primadonna i slutningen af 1800 årene, og har siden opnået så så stor popularitet, at den nu betragtes som en integreret del af scenen. Herefter den hurtigere allegro del "Ce chiedi, ah me misera" fulgt af cabalettaen "Spargi d´amaro pianto" som gentages, hvilket giver sangeren rig mulighed for at indlægge individuelle koloraturer og ornamenter i gentagelsen, for at begejstre det forventningsfulde publikum. For at forstærke indtrykket af vanvid havde Donizetti oprindeligt indskrevet en glasharmonika (et instrument bestående af delvist vandfyldte glas hvis fugtige kanter gnides let med fingrene hvorved der frembringes en syngende tone) til at akkompagnere scenen. Men han opgav idéen, tilsyneladende fordi der ikke fandtes en habil glasharmonikasolist i Napoli i perioden op til premieren.

Tekst ved Igor Tomaszewski.