![]() ![]()
![]() Patric Schmid var amerikaner og formåede at gøre sin passion til en mission. Da han i 1970, sammen med Don White startede Opera Rara, var det hans mål at genoplive de værker som nutiden havde glemt, men, som det skulle vise sig, ofte rummede forbavsende kvaliteter. Fra at være en koncertforening på abonnementsvilkår tog Patric Schmid i 1977 et afgørende skridt da han lod Opera Rara udsende en optagelse af Donizettis opera "Ugo Conte di Parigi" på plade. Her kunne man opleve hvordan Janet Price, Yvonne Kenny og Della Jones forbilledligt udførte enhver detalje og frasering i musikken, og man kunne nyde og værdsætte detaljer i musikken, som der ellers ville blive skøjtet henover i en udisciplineret og slet instuderet liveopførelse. For Patric Schmid var det ikke spørgsmålet om at lave en blot registrering af værket, men at lade det fremstå som et fuldgyldigt kunstnerisk udsagn der kunne forløse komponistens vision. Ofte med et langt bedre resultat end komponisten havde oplevet det i sin egen samtid, hvor intriger og magtkampe i operamiljøet ikke sjældent var skyld i at fremragende kompositioner endte som totale fiaskoer. Opera Rara satte en standard som man kunne have forventet af langt mere veletablerede pladeselskab, og det skyldtes at Patric Schmid besad sjældne evner som bel canto coach og voicecaster. Et resultat af hans årelange fordybelse i partiturerne og hvilke typer stemmer komponisterne havde skrevet for, og et gudsbenådet øre for hvem der i dag ville være i stand til at "dublere" datidens stjerner. Som mezzosopranen Jennifer Larmore udtrykte det under en samtale, kunne Patric få hende til at synge partier som hun ikke selv troede lå indenfor hendes rækkevidde. Patric Schmids omsorg for detaljen og kærlighed til stilen smittede også af på de medvirkende kunstnere på Opera Raras indspilninger. Som sopranen Annick Assis sagde "under Patrics produktioner føler vi os som én stor familie" og tilføjede at man i Opera Raras selskab aldrig følte sig som del af en kommerciel proces. At Patric Schmid havde så rige muligheder for at engagere tidens bedste bel canto kunstnere til Opera Rara, på trods af at selskabets udgivelser aldrig ville kunne opnå samme salgstal som en "Elskovsdrik" eller "Norma", kan tilskrives den lykkelige omstændighed at mæcenen, Sir Peter Moores, som nærede en livslang interesse i ukendte bel operaværker, fandt en nær personlig allieret i Patric Schmid som kunne realisere Moores egne visioner om at puste liv i arven fra de italienske nodearkiver. Herfra havde Patric Schimd gennem mange år erhvervet sjældne originalpartiturer og kopier af originale manuskripter. Med generøs støtte fra Peter Moores Foundation opnåede Schmid den fornødne økonomiske platform til sine studieindspilninger, uden at være dikteret af en koncernchefs krav om resultater på bundlinien, men kunne koncentrere sig om de kunstneriske resultater, som man i dag kan opleve i Opera Raras mere end 30 komplette indspilninger af operaer af Mayr, Rossini, Pacini, Mercadante Meyerbeer og ikke mindst Donizetti, samt i de syv udgivelser i serien "Il Salotto" som er tilegnet bel canto periodens salonrepertoire - det italienske modstykke til den tyske Lied. Hertil kommer en lang række kunstnerportrætter og kompilationer. Patric Schmid efterlader sig en stor arv for eftertiden, men han efterlader tillige et stort savn for alle der kendte ham, arbejdede med ham og for de mange der foran højtalerne kunne nyde resultaterne af hans utrættelige indsats og uudtømmelige viden. Læs her Patrick O'Connors nekrolog skrevet for The Guardian fra den 16. november 2005.
Patric Schmid - Impresario dedicated to the revival of bel canto operas ![]() |