”...Øinene fulde af Kraft og Fyrighed...” (Første Del)

At det italienske operarepertoire fik fodfæste herhjemme har vi kunnet takke entusiastiske regenter eller energiske enkeltpersoner for. Frederik den V og efter ham Christian den VII havde indtil 1778 en italiensk operatrup engageret på det Kgl. Teater. De næste tredive år blev en nedgangsperiode for musikdramatikken, men med kronprins Christian Frederik (senere Christian den VIII 1786 – 1848), fik italiensk opera atter en passioneret forkæmper. I samme periode, i det første tiår af 1800 tallet, begyndte en revitalisering af italiensk opera, i begyndelsen anført af Johann Simon Mayr og senere af Gioacchino Rossini i særdeleshed. Men i Danmark, hvor man siden begyndelsen af århundredet havde orienteret sig mod den tyske skole, stødte den nye stil på stengrund. Det danske komponistparnas betragtede den virtuose italienske vokalmusik som overfladisk, plat og leflende. At ændre på denne fjendtlighed, som i høj grad var anført af komponisten Weyse, ville kræve en personlighed af ekstraordinær kaliber. En sådan fandt prins Christian Frederik i den italienske tenor Giuseppe Siboni, som ved et tilfælde dukkede op i Danmark.

Giuseppe Vincenzo Antonio Siboni blev født d. 27. januar 1780 i byen Forlì, i provinsen Romagna der ligger omtrent halvvejs mellem Bologna og Rossinis fødeby Pesaro. Siboni afslørede tidligt sit talent, for, som han selv beretter, ”når jeg i en alder af 5-6 sang solo i de kirker som min lærer eller mine forældre førte mig hen til, flokkedes mængden for at høre mig”. Som en konsekvens sørgede faderen for at den lille Giuseppe blev sendt til musikundervisning hos kastratsopranen Sebastiano Folicaldi og hos Forlís domkapelmester Andrea Favi. Siboni debuterede som 17 årig, hvilket ikke var et sælsyn i en tid hvor det gjaldt om at komme hurtigt ud og tjene til livets ophold eller som medforsørger for en stor søskendeflok. Det indebar naturligvis en stor risiko, for i den alder var det de færreste der endnu have en grundfæstet sangteknik, og mange sled stemmen op endnu mens de var i ungdommens vår.

Efter tre år med mindre engagementer i Midtitalien oplevede Siboni et lokalt gennembrud i Imola i 1800. Samme år rejser han til Prag, til et næsten femårigt engagement ved Tyl-teatret (også kendt som Stavovske Divadlo) hvor han kom til at optræde med Luigi Bassi og Felice Ponziani, hhv. den første Don Juan og Leporello fra Tyl-teatrets uropførelse af Mozarts Don Giovanni. Repertoiret i Prag var i de år domineret af Ferdinand Paër som var hofkomponist i Dresden, men også værker af Mayr, Mozart, Cimarosa, Paisiello, Soler og Pavesi var jævnligt på plakaten. Udfra hvad man udlede af de lokale aviser blev Siboni en afholdt og skattet kunstner. I 1805 tiltræder Siboni en etårig kontrakt på La Scala i Milano og medvirkede i tre operaer og to oratorier. Igen fik han kritikerne til at anvende lovord, omend det bemærkedes at Siboni var forfalden til at indføje vel mange bravoureffekter i sine arier. Sibonis næste engagement i Londons Kings Theatre fra 1806 til 1809, hos manageren Michael Kelly (Mozarts første Basilio og Don Curzio), var mere i tråd med hans evner for her fik han lejlighed til at optræde med tidens største koloraturbegavelse, den succesombruste sopran Angelica Catalani. Den 26 årige Catalani kendet sit eget værd og sørgede for at mindre beåndede komponister som Puccita og Nasolini leverede operaer til hende, hvis største kvaliteter lå i de store tragisk-patetiske soloscener hvor hun fik rig lejlighed til at udfolde sin blændende vokalteknik med kilometervis af koloraturer. Når hendes pengebeviste mand blev spurgt om hvem han ellers kunne tænke sig på rollelisten svarede han; ”Udover min kone vil det være rigeligt med nogle dukker”. Men det engelske publikum lå for hendes fødder og Catalani kunne uden blusel kræve et honorar på 16.700 Pund Sterling for én koncert og 5.000 for en operaforestilling. Siboni var dog langtfra en dukkedreng i Angelicas skyggen. Han høstede anderkendelse i Pucittas tyndbenede La Caccia di Enrico IV: ”...Siboni is the king and sings his part with great taste and science: he is an aquisition to the company.” og en kritiker i The Times opsummerde sangerens vigtigste karakteristika: ”...SIBONI has high claims to approbation. His voice is not of very considerable compass, but is managed with taste and judgement. ...he has neatness and delicacy of execution and expression. SIBONI also has the merits of being an excellent actor.” Som man forstår var Sibonis stemme af et begrænset register, men hans evne til at forene det sanglige udtryk med gestik og skuespil betog publikum overalt hvor han optrådte. For publikum nord for alperne repræsenterede han idealet af latinsk livfuldhed og temperament, og hans intellektuelle overskud, dannelse og habile sprogøre gjorde at han udenfor scenen med lethed kunne omgås alle slags kulturpersonligheder, såvel som repræsentanter for samfundets øverste lag.

Siboni og Wien

Da Siboni efter sit britiske engagement ankom til Antwerpen blev han hvirvlet ind i Napoleonskrigenes malmstrøm, for en tid arresteret, men frigivet efter mange forviklinger, til dels hjulpet af det ry der var rejst ham i forkøbet. Efter et par succesfulde gæstespil i sin fødeby Forlí med Cimarosas Gli Orazi ed i Curiazi og på La Scala i bl.a. Mayrs Raul de Crequi, fulgte Sibonis mest frugtbare periode som solist på Kärntnerthortheateret, det ene af Wiens to hofteatre. Her blev han i foråret 1810 ansat af operafanatikeren Grev Ferdinand Palffy von Erdöd, som medlem af et ensemble der talte så velrenommerede kolleger som kastraten Giovanni Battista Velluti og sopranerne Marianna og Anna Sessi samt en række glimrende østrigske kunstnere. På Kärntnerthortheatret opførtes vægtige titler som f.eks. Mayrs Ginevra di Scozia, Mozarts La Clemenza di Titus, Cimarosas Gli Orazi ed i Curiazi, Cherubinis Lodoïska og Medea samt Spontinis Fernando Cortez og ikke mindst La Vestale (Vestalinden) hvis mandlige hovedparti, Licinius blev Sibonis signaturrolle. Siboni debuterede med nogen nervøsitet d. 26 maj i Niccolinis Trajano in Dacia, men falder i nåde hos anmelderne hvoraf en bemærker; ”Seine Stimme ist mehr ein schöner, voller Bariton, als wirklicher Tenor”. Den fineste kritik opnår Siboni for sin Jason i Cherubinis Medea, og hans fremstilling af titelpartiet i Mozarts Titus udløser følgende lovord i Wiener Theater Zeitung: ”Noch nie sah und hörte Wien einen besseren Titus als Herrn Siboni” omend Siboni tog sig den frihed at erstatte Titus store arie med en mere virtuos af Mayr. I Wien fik Siboni også lejlighed til at omgås byens kendte, bl.a. Beethoven i hvis koncerter han medvirkede, og som han siden skrev til for at anbefale unge talentfulde musikere som han mødte på sin vej. Blandt dem komponisten Louis Ferdinand Hérold. Siboni kunne finde på at slutte et fransksproget brev til Beethoven med de tyske ord "Grüße alle die schöne Weibern, und küsse sie manche mahl auch für mich”. En hilsen der antyder at Siboni nok har vidst hvad den introverte Beethoven kunne trænge til i ny og næ. Under sine fire år i Wien står Siboni på toppen af sin karriere og synger uden større besvær mange af partierne på tysk, men samtidig afslører Kärntnerthortheatrets ledelse en stadig mere enerverende inkompetence. Økonomien vakler, udbetalingen af sangernes gage trækkes i langdrag, intrigerne florerer og ingen viser interesse for personalepleje. I foråret 1814 vælger Siboni derfor at løse sig fra sin kontrakt, hvad der, set i musikhistorisk perspektiv, er et eklatant eksempel på bad timing. Blot en måned efter Sibonis afrejse opfører teatret den endelige version af Fidelio med den kunstnerisk mindre begavede tenor Radicchi i rollen som Florestan. Som en kritiker bemærkede ”[...] Hr Radichi tat, was in seinen Kräften stand, blieb aber in jeder Hinsicht hinder seiner Vorgänger Hrn. Siboni zurück [...]”. Beethoven selv er citeret for i sin alderdom at have udtalt: ”Hätte ich ein Kerl gehabt wie Siboni, da wäre es leicht Melodien schreiben!”. Der er næppe tvivl om at mesteren gerne havde samarbejdet med Siboni om denne, musikhistoriens til dato mest dramatiske tenorrolle.

Den dramatiske tenor

Når man betragter hvilke værker Siboni excellerede i tegner sig billedet af en dramatisk-lyrisk tenor med et stærkt klingende mellemleje og tilstrækkelig agilitet til at bevæge sig op i det højere register når virtuose kadencer krævede det. En sangertype der, som Gerhard Schepelern givetvis korrekt antager antager, ville have været mere efterspurgt blot ti år senere af Donizetti og Bellini, end i Rossinis storhedsperiode hvor Sibonis noget tungere stemme ikke kunne indfri kravene om lynhurtige koloraturløb og ofte højtliggende tessitura. Sibonis debut i en ung alder med talrige optrædener hver eller hveranden aften medførte også at et mærkbart stemmeslid satte ind efter tyve års aktivitet, med tilbagevendende hæshed til følge. Siboni, blev, ikke ulig Callas, der ligeledes debuterede som 17 årig, indhentet af at han aldrig sparede sig selv når han var på scenen. Siboni gav simpelthen alt hvad han havde i sig, hver gang. Sammenlignet med nutidens karismatiske tenorer finder man en parallel i Jon Vickers, som med succes udførte både Beethovens Florestan og Jason i Cherubinis Medea, og som også i udseende synes at have lighed med den firskårne og stærkt byggede Siboni.

Napoli, Rossini og flugt

Efter Wien tog Siboni imod et engagement fra San Carlo operaen i Napoli, ledet af den berømte og berygtede impresario Domenico Barbaja, der i 1815 ansatte Rossini som husets kunstnerisk leder og komponist. Siboni, som ankom i efteråret 1814, blev imidlertid forbigået i castingen til Rossinis Elisabetta, Regina d´Inghilterra, hvis tenorroller blev givet til koloraturstjernerne Andrea Nozzari og Manuel Garcia. Skæbnen ville at Siboni aldrig kom til at optræde i en Rossiniopera under sin aktive sangerkarriere. Derimod var Siboni veldisponeret for musik af Johann Simon Mayr og gentog i Napoli sin successrolle som Polinesso i Ginevra di Scozia samt i Mayrs Cora, som ved sin uropførelse på San Carlo d. 27 marts 1815 blev en triumf for alle medvirkende. Ved begge lejligheder havde han primadonnaen Isabella Colbran ved sin side. Siboni medvirkede også i nogle lidet interessante værker af Andreozzi, Nasolini og Tritto samt i Mozarts Cosi fan tutte, som i Napoli blev opført, stærkt omarbejdet, under titlen La scuola degli amanti. Med San Carlo operaens brand i februar 1816 afslutter Siboni sit napolitanske engagement og sætter kursen tilbage til Østrig, men allerede inden sin ankomst bliver Siboni indhentet af sine politiske sympatier. Som mange af sine landsmænd var Siboni en varm tilhænger af italiensk uafhængighed fra Habsburgerne, og i Forlí mødtes han jævnligt med repræsentanter for frihedsbevægelse Carbonari (Kulsvirerne). Da et carbonarimedlem efter sin arrestation nævner Sibonis navn, begynder jorden at gløde under han fødder. Siboni informeres om den faretruende situation, men vover alligevel skindet med en sidste gæsteoptræden på Kärntnerthortheatret, hvor han som Licinius atter fejrer en personlig triumf. Med følelsen af det østrigske politis ånde i nakken begiver Siboni sig nu ud på en turné østover. Først til operaen i Budapest og atter i glanspartiet som Licinius. I den ungarske by Eperjes bliver Siboni imidlertid taget i forvaring og stillet overfor en udvisning af det Østrig-Ungarske imperium. Alternativet ville være fængsling og retssag for forræderi. Siboni rejser nu over Lwow og Karpaterne, til Warszawa, Vilnius, Moskva og endelig Skt Petersburg. I hans kortfattede memoirer skorter det ikke på lovord og sympati overfor især hans ungarske og polske værter og publikum, hvoraf flere tilhørte den højeste adel, men for at få fast kunstnerisk fodfæste måtte Siboni videre. Først til Sverige hvor han giver koncerter og i Stockholm møder kapelmesteren Édouard Dupuy. Et i København såre velkendt navn der 11 år tidligere havde forestået den danske premiere på Don Giovanni, og måske var det netop Dupuy der anbefalede Siboni at sætte kurs mod Danmark, hvor man tilfældigvis manglede en kompetent lærer for sangerne ved det Kongelige Teater.

Øjeblikkelig succes i København

Den 16. december 1818 ankommer Siboni til København. Han er 39 år gammel og har sat noget af sin oprindelige stemmepragt til, men ikke mere end at han ved sin første koncerte d. 26. december i Dronning Maria Sophie Frederikkes Damegemak, vækker stor begejstring, hvilket baner vejen for hans første officielle koncert den 13. januar 1819 på det Kgl.Teater, hvor han i scener fra Titus og Vestalinden udløser nærmest euforisk applaus. Den danske skuespiller og senere teaterhistoriker Thomas Overskou, hvis karriere ved Det kgl. Teater begyndte omtrent samtidig med Siboni's ankomst, giver et malende portræt af den fremmede berømthed: ”Joseph Siboni var en ogsaa uden for sit Fag ualmindelig dannet Mand... Han havde tabt Evnen til at bære sin af Naturen meget skjønne og i en fortræffelig Skole uddannede Stemme, men forstod mesterligt at dække denne Mangel ved mangfoldige forskjellige, smagfulde og med stor Virtuositet udførte Coloraturer, og der var i hans Foredrag, en Ild, Energie og dramatisk Charakteer, der virkede begistrende... Han havde en høi og svær, men ualmindelig velbygget imposant Figur, som i Gang og bevægelser indtog ved utvungen og meget gratiøs Livlighed. Hans Ansigts Contour var fiint formet, men trækkene ikke destomindre stærke og Øinene fulde af Kraft og Fyrighed, saa at hans mimiske Udtryk havde En overordenlig Klarhed og Styrke... Som Skuespiller havde han dannet sig i Talmas Skole og var især uovertræffelig i store tragiske Charakterer fra den græske og romerske Oldtid. Der var aldrig under endog de længste Ritorneller Pause i hans Spil... og han forundrede som Skuespiller ved den Mangfoldighed af skjønne plastiske Attituder, han let og naturligt bragte ind i sin Fremstilling, ved Følelsens varme Udtryk og den mesterlige behandling af Togaen. Baade som Concertsanger og i de to Roller vandt han et overordentligt enthusiastisk Bifald” (Overskou, Den danske Skueplads Kbh. 1854 bd. 4.). Allerede den 20. januar får Siboni dansk indfødsret og udnævnes, som den første udlænding, til kongelig første kammersanger, samt til direktør for Det kgl. Teaters syngeskole, hvor man nærmest desperat manglede en pædagogisk kapacitet.

Siboni stod nu overfor den udfordring at skulle uddanne danske sangere efter italiensk skole, og forestå introduktionen af nye, fortrinsvis italienske, operaværker på Nationalscenen, samtidig med at der blandt danske komponister herskede udtalt ringeagt overfor italiensk musikdramatik, parret med almindelig smålighed og professionel jalousi overfor udefrakommende. En tilsyneladende uovervindelig opgave ventede ham...
Igor Tomaszewski

Denne artikel vil kunne læses i februarnummeret af Operaens Venners medlemsblad Ascolta. Andet afsnit vil blive bragt ved førstkommende lejlighed.

Artiklen bygger i sin væsentlighed på Gerhard Schepelerns ”Giuseppe Siboni - Et Afsnit af Operaens Historie ude og hjemme” (Amadeus, 1989)

Der er tillige citeret fra Poul Ingerslev-Jensens artikel ”Giuseppe Siboni Selvbiografiske notater 1780 – 1818” fra Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums Årsberetning for 1961 (Kbh. 1962)

Forfatterens ønsker at rette en varm tak til Kirsten Reinholdt Siboni for tilvejebringelse af artikler og supplerende oplysninger.

Arier og scener fra de operaer af Mayr, Niccolini og Paër som Siboni havde på sit repertoire kan høres på Opera Raras antologier ”A hundred years of italian opera 1800- 1810” (ORCH 101) og ”A hundred years of italian opera 1810- 1820” (ORCH 103). Spontinis La Vestale findes i indtil flere indspilninger, bl.a. på Orfeo (C 256922H), samt den berømmede liveoptagelse fra 1954 med Maria Callas og Franco Corelli som bl.a. er udgivet på Great Opera Performance (GOP 741)