Tekster til den 10. maj 2004

Med oversættelser til et udvalg af de numre som blev fremført under Koncert-foredraget "Hvad er bel canto" Del 2.

Oversat af Anne Catrine Rasmussen, Lars Kaaber og Igor Tomaszewski

MONTEVERDI "L' INCORONAZIONE DI POPPEA"
("POPPEAS KRONING")
Opera med prologo og tre akter. Førsteopført i Venedig i 1643
Libretto af Giovanni Francesco Busenello (1598-1659)

Scena Quinta Ottavia: Disprezzata regina, Del monarca romano afflitta moglie, Che fo, ove son, che penso ? O delle donne miserabil sesso: Se la natura e'l cielo Libere ci produce, Il matrimonio c'incatena serve. Se concepiamo l'uomo, O delle donne miserabil sesso, Al nostr'empio tiran formiam le membra, Allattiamo il carnefice crudele Che ci scarna e ci svena, E siam forzate per indegna sorte A noi medesme partorir la morte. Nerone, empio Nerone, Nerone, marito, o dio, marito Bestemmiato pur sempre E maledetto dai cordogli miei, Dove, ohimè, dove sei ? In braccio di Poppea, Tu dimori felice e godi, e intanto Il frequente cader de' pianti miei Pur va quasi formando Un diluvio di specchi, in cui tu miri, Dentro alle tue delizie i miei martiri. Destin, se stai lassù, Giove ascoltami tu, Se per punir Nerone Fulmini tu non hai, D'impotenza t'accuso, D'ingustizia t'incolpo; Ahi, trapasso tropp'oltre e me ne pento, Sopprimo e seppelisco In taciturne angoscie il mio tormento.

Første akt, Scene Fem, I Rom Foragtede dronning, Ulykkelige hustru til den romerske kejser, Hvad gør jeg, hvor er jeg, hvad skal jeg tænke? Oh kvinders lod er grum. Naturen og himlen har skabt os frie, Men ægteskabet har lagt os i lænker. Undfanger vi et drengebarn, Vi forarmede stakler, Gør vi ham til vor hårde tyran, Og nærer den onde morder Som slagter os og dræner al vort blod, Og vi nødes af vor onde lykke Til at berede vor egen død. Nero, skændige Nero, Ægtemand, Åh, guder, ægtemand Fordømt for altid, Forbandet for mine sorgers skyld, Hvor, ak, hvor er du? I Poppeias arme Ligger du lykkelig, imens Den endeløse strøm af mine tårer Bliver til Et spejl hvori du, Midt i dine glæder, kan se min kval. Skæbnegud, hvis du er deroppe, Jupiter, lyt til mig, Og har du ingen tordenkile Der kan ramme Nero, Så erklærer jeg dig svag Og uretfærdig. Åh, frygtelige blasfemi, jeg angrer, Jeg vil drukne min kvide I stille fortvivlelse.

DONIZETTI "LA ZINGARA" ("SIGØJNERSKEN")
Opera I to akter. Førsteopført i Napoli i 1822
Libretto af Tottola

Argilla: Donzelle! A penetrar l'arrcan del vostro cor; zerbini! A disvelar se fido e il vostro amor; quel fervido desir, che sospirar vi fa oh vedove! A scovrir con tutta libertà: La zingara famosa, Argilla l'indovina: la donna portentosa per voi venuta b qua. Discende in ogni cor lo sguardo mio sicuro; e il velo del futuro, ombre per me non ha. Mariti!... Avvicinatevi, e il labbro mio discreto sol vi diro in segreto la vostra infedeltà. Mogli! Non dubitate, son femina di mondo; sapro d'oblio profondo coprir la verità. Su presto miei signori, se il ver saper volete, che piovano monete, ma d'oro, e in quantità.

Piger! Jeg vil afsløre Jeres hjertes hemmeligheder, unge mænd! Jeg vil fortælle om jeres trofasthed er ægte; det brændende begær som får jer til at sukke oh enker! tilbyder jeg at lade jer se, Med al den frihed som følger: Her er den berømte sigøjnerinde Argilla, sandsigersken: Den vise kvinde er her for jer. Mit søgende øje Ser ind i alle hjerter, Og sløret om fremtiden Rummer ingen mysterier for mig. Ægtemænd! Træd nærmere, Mine læber vil være diskrete mellem os forbliver hemmeligheden om jeres utroskab Hustruer!, tvivl ikke, Jeg kender verdens veje; Jeg ved at den dybe glemsel. vil dække sandheden Kom hurtigt, damer og herrer, Hvis I vil kende sandheden, Kast mønter til mig, Men af guld, og i rigelige mængder.

Vincenzo Bellini "La Ricordanza" ("Mindet")
Tekst af Carlo Pepoli
Komponeret i 1834

Era la notte, e presso di colei che sola al cor mi giunse e vi sta sola con quel pianger che rompe la parola, io pregava mercede al martir miei. Quand'ella, chinando gli occhi bei, (e il membrarlo sol me, da me invola) 'Ponmi al cor la tua destra, e ti consola; ch'io amo e te sol'amo intender dei'. Poi fatta, per amor, tremante e bianca, in atto soävissimo mi pose, la bella faccia su la spalla manca. Se dopo il dolce assai più duol l'amaro; se per me nullo istante, a quel rispose Ah! quant'era in quell'ora il morir caro!

Det var nat, jeg var tæt ved hende som alene har nået mit hjerte og ene bor deri med gråd som bremsede mine ord bad jeg om nåde fra mine pinsler. Da sænkede hun sine smukke øjne og sagde, (og blot mindet derom gør mig svimmel): 'Læg din højre hånd på mit hjerte og trøst dig; 'du burde vide at jeg elsker dig og kundig.' Derpå skete det, at hun, rystende og bleg af kærlighed med den blideste bevægelse, lagde Sit smukke ansigt på min venstre skulder. For efter sødme føles smerten ved bitterhed stærkere og for mig har intet øjeblik har kunnet måle sig med dette. Åh, hvor syntes døden Mig kær i den time!

GAETANO DONIZETTI "LAMENTO PER BELLINI"
Tilegnet Maria Malibran

Venne sull'ali ai zeffiri agl'Itali un sospiro era dell'Orfeo Siculo ultimo e triste spiro era l'addio del figlio che muore instranio suol commossa Italia al nunzio di così sventura piange sul fato barbaro che i suoi miglior le fura e il pianto dell Italia ha l'eco instranio suol. Ah! ora che al coro angelico ti unisti o spirto eletto spiega i concenti flebili il canto dell affetto e per udirti gli angeli terran sospeso il vol Forse I concenti armonici Che accordi in Paradiso Verran sull' ali ai zeffiri A confortarci al riso l'addio del figlio Che al ciel si mosse a vol

Båret på vindens vinger, et suk nåede italienerne: draget af Siciliens Orpheus det sidste, bedrøvede suk, et farvel fra den søn der døde på fremmed jord bedrøvet ved tidendet om sådan en ulykke sorg over den skæbne som har taget hendes bedste børn og gråden høres i Italien og genlyder i fremmede lande Ah! Nu hvor du, velsignede ånd, har sluttet dig til det himmelske kor, løft i sorgfulde toner de sange som taler til hjertet, og englene vil standse deres flugt For at høre dig. Måske vil de harmoniske strofer som du komponerer i paradiset komme til os på vindens vinger trøste os med et smil og blive et farvel fra den søn Som steg til himmelen

GAETANO DONIZETTI "L´ASSEDIO DI CALAIS" ("CALAIS BELEJRING")
Opera I to akter. Førsteopført i Napoli i 1836
Libretto af Salvatore Cammarno

AURELIO Figlio!... T'arresta barbari! Sognai!... Tutto disparve!... ELEONORA Consorte. AURELIO Orrende larve! ELEONORA Narra, dehl narra.... AURELIO M'odi. La spada ostil, divoratrici fiamme Struggean Calais. trafitto Da mille colpi ed a spirar vicino lo mordeva il terren.. quando feroce Un guerrier vidi, che stringea pel crin ll figlio in sua difesa io sorger volli, Ma no potei, che d'Angli un fero stuolo Me ratteneva al suolo........ Ed il fanciullo, a cui pendea sul capo L'iniquo brando, a me volgea lo sguardo E le pietose strida, e le innocenti Sue pargolette braccia... Oh! quai momenti! lo l'udia chiamarmi a nome Fra i singhiozzi ed il terrore, Ed intanto nel suo core Discendea quel crudo acciar.. Ah! mi sento ancor le chiome Sulla fronte sollevar ELEONORA Rio presagiol... amato figlio... Sul mio cor discende un gelo... Ah! dilegua o giusto cielo Questa immagine d'orror Serba tu quel puro giglio D'innocenza e di candor Suon tremendo! L'ora è questa... Deh I... Rimani... GIOVANNI D´AIRE Aurelio, e dove? AURELIO Alla pugna! GIOVANNI No, t'arresta. Annunzio io son di liete nuove. AURELIO/ELEONORA Liete nuove!.... GIOVANNI Sire inglese Di pietà la voce udia: Ed ai patti alfin discese... Ad offrirli un messo invia... Già son tutti i Magistrati, Tutti i Duci radunati... Un momento, e poi la sorte Fia decisa di Calais. Vieni, ah! Vieni... ELEONORA O mio consortel... AURELIO Figlio mio... vivrò per te. AURELIO/ELEONORA La speme un dolce palpito Mi ridestò nel seno... Piango, ma son le lagrime Conforto e non dolor. A dir la mia letizia Non giunge il labbro appieno Potria soltanto esprimerla Se voce avesse il cor AURELIO Ah, vieni al sen.

ANDEN AKT Indenfor det belejrede Calais mure, om natten i Aurelio og Eleonoras værelse. AURELIO (taler i drømme) Min søn! Stop, I onde mænd! Jeg drømte!... Alt er væk! ELEONORA (iler til sin mand) Min ægtemand. AURELIO Onde syner! ELEONORA Fortæl, åh, fortæl.... AURELIO Lyt til mig. Fjendens sværd, fortærende flammer, ødelagde Calais. Angrebet af tusinde slag, døden nær, mit ansigt mod jorden.. da jeg så en frygtindgydende soldat, som greb vor søn ved håret! Jeg ville rejse mig for at forsvare ham, men kunne ikke, for en horde af englændere holdt mig nede. Og drengen, med sværdet over hovedet vendte sit ansigt mod mig, og hans ynkelige råb, hans hjælpeløse små arme... Åh! Hvilket skrækkeligt øjeblik! I hans klynk og rædsel hørte jeg ham kalde mit navn, og så dykkede den onde klinge sig ind i hans hjerte Åh! Jeg kan stadig mærke håret rejse sig på mit hoved. ELEONORA Det ondeste tegn!... min elskede søn... En isnende kulde griber mit hjerte... Åh! Måtte en nådig himmel bortjage det onde syn! Måtte du bevare uskyldens og ærlighedens rene lilje (Klokkerne ringer) Hvilken skrækkelig lyd! Øjeblikket er kommet! Ak! ... Bliv her... SCENE ll GIOVANNI D´AIRE (kommer ind) Aurelio, hvor skal du hen? AURELIO I kamp! GIOVANNI Nej, stands. Jeg bringer godt nyt. AURELIO/ELEONORA Godt nyt!... GIOVANNI Den engelske konge har hørt vort råb om nåde: han har endeligt indvilget i at forhandle... Han sender bud med sine krav... Magistraterne og de andre ledere er allerede samlet... Om et øjeblik vil Calais' skæbne være afgjort. Kom med, kom med. (går ud) ELEONORA Åh, min ægtemand!... AURELIO Min søn ... jeg vil leve for din skyld. AURELIO/ELEONORA Håbet vakte sød forventning I mit bryst... Jeg græder, men af lettelse snarere end sorg. Mine læber kan ikke udtrykke min glæde, de kunne det kun hvis mit hjerte kunne tale. AURELIO Åh, omfavn mig. (Aurelio hurtigt ud, Eleonora vender tilbage til sin søn)

---

Tilbage til oversigt

Custer-biografi

Øvrige medvirkende